ROOTZA - sund pizza på bund af rodfrugter


Når pizzabunden laves af grøntsager, kan den med god samvittighed spises på en hverdag uden at springe sundhedsbarometeret 

Der er nærmest ingen grænser for hvad man kan lave sin sunde pizzabund af. 
Blomkålspizzaen har for alvor sat sit præg på madscenen, og det det samme har broccolibunden.
Men en lidt overset en, der faktisk har eksisteret lige så længe som blomkålspizzaen, er rootzaen.

Rootzaen har en mildere smag og den bliver mere sprød, pga. det naturlige sukkerindhold i rodfrugterne, der karamelliserer og dermed bliver sprød.
Og netop den milde søde smag og sprødheden gør at den er langt mere populær blandt børn end blomkålspizzaen. Den er slet ikke lykkedes mig at servere for Alma med succes - rootzaen derimod, kæmpe succes! 

Jeg har sprunget tomatsaucen over til denne pizza og brugt pesto istedet - det passer helt fantastisk godt til de karameliserede rodfrugter, men som på en hver anden pizza, så er det kun fantasien der sætter grænser for hvad man kan komme på.

Jeg elsker at komme svampe på min pizza, det giver en god umami smag og så er løg også altid et must - derudover varierer jeg resten af toppingen udfra lyst og køleskabsindhold. Fordi sådan en pizza er en god måde til at få brugt nogle af køleskabets kedelige rester på.



ROOTZA MED PESTO, SVAMPE & PEBERFRUGT:
- 2-3 personer

Bund:

300 g pastinak ( selleri el. persillerod kan også anvendes )
300 g gulerod
2 spsk. knuste hørfrø + 6 spsk. vand rørt sammen og trukket i 10 min
1 tsk. salt
2 spsk. loppefrøskaller

Fyld:

3-4 spsk. pesto fx. Urtekrams 
1 rød peberfrugt, i skiver
6 champignonger, i skiver
1 lille rødløg i skiver
150 g tilberedt soy4you bits 

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader og kom bagepapir på en bageplade.

Riv pastinak og gulerødder fint, fx. i en foodprocessor, kom det en skål og vend det med hørfrøslim og salt. Når det er fordelt godt tilsættes loppefrøskaller og det blandes grundigt sammen. Lad det stå og samle sig i 5-10 minutter.

Spred "dejen" ud på bagepapiret og form det til en rund pizzabund – brug gerne en dejskaber til hjælp.

Sæt pladen i ovnen og forbag den i 15 minutter eller til den er fast og gylden i kanterne.

Smør pestoen ud på bunden og fordel peberfrugt, rødløg, champignoner og soyabits på bunden.
Sæt rootzaen tilbage i ovnen og bag den i yderligere 10 minutter.

Server den varme pizza med en grøn salat.
Har du rester tilbage er rootzaen skøn i madpakken dagen efter.



FOTO & STYLING: Maria - Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria - Vanløse Blues for Costume
GEAR & GREJ: Magi Mix Foodprocessor
REGI: -




Etiketter: , , , , , ,